TØRFISK’s koncerter bærer præg af en blanding af både det nye og det velkendte. For når man har et helt “Vesterhaw” af numre i bagkataloget, er det svært at sige farvel til de (gode) gamle sange. Og så er der den simple grund, som de selv siger: “at de ikke mønstrer mere end tre-fire akkorder på strengeinstrumenterne”, som netop de gamle numre er bygget op over.
Siden 1981 har TØRFISK leveret soundtracket til Vestjylland, og hører til blandt de allerbedste i Danmark til at forene irsk-inspireret folkemusik med egne kompositioner og personlige tekster. Koncerterne krydres med røverhistorier og underholdning på topplan. Altid med stor spilleglæde, glimt i øjet og en typisk vestjysk charme. De forstår at komme ud over scenekanten og berøre hverdagsemner, som skydes lige fra hoften. Publikum kan aldrig vide sig helt sikre. Måske sidder man lige i skudlinjen – men kvartetten forstår at drille fra scenen på en god og sober måde.
Med masser af erfaring fra den danske musikscene og med 20 CD’er, 2 DVD-udgivelser, en del kassettebånd og LP’er, og senest en sang og historiebog ”En Stime af Sange” i ”nettet” har TØRFISK stadig stor energi, spilleglæde og et gevaldigt glimt i øjet.
Fakta:
Tørfisk er usaltet fisk, som er naturligt tørret af sol og vind på et stativ eller (sjældnere) tørret i egentlige tørrerier. I den store verden er det for det meste torsk, som bruges til tørfisk. Det bruges også i Thyborøn, men den fisk som orkestret TØRFISK er opkaldt efter er en ising, som er den mest almindelige form for tørfisk på den jyske vestkyst. I daglig tale kaldet for en ”dabs” som er det engelske ord for ising.
Besætningen er: | |
Egon Kirk (1962): | banjo, mandolin, sang |
Anker Hviid (1961): | Guitar, sang |
Tommy Thiel Rasmussen (1964): | Harmonika, fløjte, sang |
Bent Kirk (1958): | bas, sang |
(Mød lidt før, så du er klar)
12.00 : Servering af forudbestilt fiskebord – Entre og fiskebuffet 398,- kr.
13.00 : Teltet åbner for øvrige gæster – Entre 258,- kr.
Bemærk at baren er lukket imens Tørfisk er på scenen.
Koncerten starter klokken 13.30 og baren er åben i pausen.
Billetsalget sker via https://houmole.nemtilmeld.dk/47/