Prisvindende sangskriver og historiefortæller M.C. Hansen
“Forestil dig John Steinbeck læse højt på Benny Andersens terrasse, mens Niels Hausgaard fortæller jokes til Carl Nielsen, der spiller på klaveret”
Det er de gode historier med finurlige detaljer om det store i det små, der er i fokus, når den prisvindende danske singer-songwriter M.C. Hansen går på scenen med sin makker Jacob Chano.
M.C. Hansen fortæller:
Jeg er vild med historier. Vild med at fortælle dem, vild med at høre dem og vild med at finde på dem.
”Der er historien om min morfar, der var postbud på den samme postrute i 42 år og døde midt i en sætning under sin guldbryllupstale til sin kone. Der er historien om terrorangrebet på Krudttønden i 2015. Eller den om Balle-Lars, der i 1858 skød og dræbte en enke i Ugledige og blev hovedperson i Danmarkshistoriens næstsidste offentlige henrettelse.
Mit univers er befolket med originaler fra min hjemstavn ved Præstø Fjord. Med par, der længes efter forældreskabet. Katte, der bliver kørt over ved købmand Flemmings butik og det meste derimellem.
Jeg har siden 2004 haft fornøjelsen af at have min makker Jacob Chano med på scenen. Uanset om han spiller trommer, keyboard, klaver eller synger kor, gør han det i sangens tjeneste. Det er altid melodien der bestemmer. Jeg kender ingen andre musikere, der som Jacob ansvarsfuldt støtter op om melodien og lader sangene tage os og publikum nye steder hen aften efter aften”
Glæd dig til at høre M.C. Hansen, og besøg hans profil på YouTube