For enden af molen i Hou ligger østkystens nok smukkest beliggende havnebad. Godt beskyttet af store stendiger som udgør havneindløbet kan du via en sliske, nå helt ud i vandet uden at få sand på fødderne. Året rundt er der besøgende som elsker at få en varm saunatur og en dukkert i det friske vand.
På nordsiden af molen ligger Hou Nordstrand nemt tilgængeligt med den flotteste hvide sandstrand, og du kan uden besvær medbringe rollatoren eller barnevognen. Især ved lavvande kan du trille flere hundrede meter ud på stranden, og der finde et sted hvor du med familien kan hygge og solbade tæt på vandkanten.
Hou Sydstrand ligger ikke i umiddelbar nærhed af molen, men på den sydlige side af havnen, med adgang fra den sydlige parkeringsplads og stier. Smukke klitter og natur med rigt fugleliv er kendetegnet for denne del af strandene i Hou.